ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm aeldresagenpension
Søg på Euroinvestorprivat.dk



Rådgiver advarer mod 3 pct.-lån

 



Boligejerne snydes for en rekordlav husleje på et 30-årigt fastforrentet lån, fordi realkreditten tøver med at introducere 3 pct. lånet.

 

Sådan lød kritikken fra professor Bjarne Astrup Jensen og lektor Jens Lunde fra Handelshøjskolen i København i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten. De forsker i boligfinansiering og er stærkt kritiske over for realkredittens argumenter for at vente med 3 pct. - lånet, nemlig at lånet først vil være interessant for låntagerne, når det når kurs 95, så ingen risikerer at stå med en forøget restgæld, hvis renten skulle falde yderligere.

 

"Der er ingen seriøs begrundelse for at fraråde kunderne at optage et lån, blot fordi kursen er under 95. Slet ikke med et 3 pct.-lån. Selvfølgelig kan renten i en periode komme længere ned, men alt taler for, at renten langsigtet skal op. Og når det sker, er det en fordel at have lånt til en lavere kurs, for kursfald slår meget hurtigere igennem ved kurs 92 end omkring kurs 100," siger lektor Jens Lunde, der anbefaler realkreditten at introducere 3 pct.-lån, så hurtigt de kan.

 

Jens Lundes argumenter bakkes op af Bjarne Astrup Jensen, som kalder realkredittens tommelfingerregel om først at optage lån fra kurs 95 for automatrådgivning og "kurs 95-religionen".

 

De to forskeres opgør med "kurs 95-religionen" nyder ikke opbakning fra Erik Rasmussen, direktør for Loansenor.dk, der tilbyder boligejere uvildig rådgivning om realkreditbelåning.

 

Han vil ikke anbefale boligejere at optage et 30-årigt 3 pct.-lån, skulle realkreditselskaberne vise sig at åbne for en serie, der i givet fald med det nuværende renteniveau vil ligge omkring kurs 90-92.

 

"Man optager et realkreditlån, fordi man ønsker at købe et hus - ikke for at påtage sig en finansiel risiko," siger Erik Rasmussen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

 

Han medgiver, at den effektive rente vil være lavere på 3 pct.-lånet end på 4 pct.-lånet. Men hvis renten skulle falde endnu mere i den kommende tid, er der risiko for, at værdien af låntagerens restgæld kan stige ganske kraftigt.

 

I yderste konsekvens kan obligationen bag lånet stige til kurs 100. Hvis man optog det til kurs 90, svarer det en stigning i restgælden på mere end 10 pct. - eller mere end 200.000 kroner for et lån på 2 millioner kroner.

 




Tilbage