|
|
Frygten for et såkaldt Double Dip i amerikansk økonomi er foreløbig afblæst. Det mener Sydbank efter positive tal fra industrien.
ISM-indekset, der måler graden af optimisme i de amerikanske industrivirksomheder, steg overraskende i august, hvor mange havde frygtet et kraftigt fald. Indeksets niveau på 56,3 indikerer fortsat solid økonomisk vækst.
De finansielle markeder reagerede med lettelse på tallene og sendte både aktierne og renterne kraftigt op.
"Lettelsen kan dog vise sig at være en stakket frist," siger cheføkonom Jacob Graven, Sydbank.
"Mange andre indikatorer for amerikansk økonomi peger i øjeblikket på en opbremsning i væksten. Da mange af Obama-regeringens stimulanspakker samtidig løber ud i 2. halvår, er der fortsat en betydelig risiko for, at amerikansk økonomi igen går i stå. Allerede i morgen kan humøret igen falde, hvis arbejdsmarkedsrapporten for august som frygtet viser faldende beskæftigelse. Men her og nu er der lagt op til fest og lettelse på de finansielle markeder," siger Jacob Graven til Morgenavisen Jyllands-Posten.
|