ForsideAftaleindlånPensionerArtiklerEuroinvestorNyhedsbrevOm aeldresagenpension
Søg på Euroinvestorprivat.dk



22 færre banker om to år

 



Inden udgangen af 2012 vil der forsvinde 22 selvstændige pengeinstitutter i Danmark.

 

Sådan lyder den gennemsnitlige vurdering fra 40 bank- og sparekassedirektører i en rundspørge, som Magasinet Finans har lavet. Det skriver Finansforbundet i et nyhedsbrev.

 

For 10 år siden var der 185 pengeinstitutter, i dag er der 125, og når nytårsaften er ovre i 2012, vil der altså kun være 103, spår direktørerne. Det svarer til, at hvert sjette pengeinstitut lukker.

 

- Der er måske en nedre grænse for, hvor mange pengeinstitutter, der kan være i Danmark, men vi er ikke nået i nærheden af den endnu, siger bankeksperten Bjarne Jensen i nyhedsbrevet.

 

Direktør Jan Kondrup fra foreningen af Lokale Pengeinstitutter (LOPI) venter også et fald i antallet af banker.

 

- Antallet af pengeinstitutter vil falde, men slet ikke i det lyntempo, som nogle tidligere har forventet. Jeg mener, at vi er ovre det værste i forbindelse med finanskrisen, så der vil blive færre, der er tvunget til fusioner. Det vil mere være frivillige sammenlægninger, siger Jan Kondrup.

 

Selvom direktørerne spår en sort fremtid for mange pengeinstitutter, er det dog langtfra sikkert, at det bliver en realitet.

 

I 2008 lavede Magasinet Finans en lignende rundspørge. Her forventede bankdirektørerne, at der ville være 35 færre banker tilbage, når 2011 blev skudt i gang. Men her få måneder før udgangen af 2010 er der kun forsvundet 15.

 

Der er flere grunde til, at der ikke er forsvundet så mange banker som ventet. Bankdirektører er generelt pessimistiske, og så har Bankpakke II med den lettere adgang til kapital holdt en række trængte banker i live, fremgår det af nyhedsbrevet.

 




Tilbage