|
Realistiske forventninger til aktieafkast i pensionsporteføljen Det er rationelt at forvente, at aktier på lang sigt giver et fornuftigt afkast, men man bør som privat pensionsinvestor samtidig være realistisk. Og realistisk skal forstås på to måder. Først og fremmest – hvor meget kan man forvente, at hele aktiemarkedet stiger på lang sigt? Og derudover - hvor meget kan man forvente selv at få i afkast? Pensionspenge er ”lange” penge. Det vil sige at man skal have en lang horisont i sine investeringer. At se tilbage på historiske afkast en ikke en garanti for fremtidige afkast, men det giver en god indikation af, om den aktie man køber har en sund virksomhed bag sig. Historisk afkast på aktier Der findes et hav af undersøgelser, som viser historiske afkast på aktier, men det vigtigste er naturligvis, hvad afkastet er fremover. For at danne sig en forventning skal vi jo starte et sted, og det er nærliggende at starte med historien uden dog at stirre sig blind på den. Nu hvor aktier de sidste ti år stort set ikke har givet afkast, giver de så heller ikke noget de næste 20 år? Det er nok lige pessimistisk nok, men det er ikke desto mindre en vigtig pointe, at der kan gå ti år uden afkast. Så lad os kigge lidt længere tilbage. Hvis vi går fyrre år tilbage, er afkastet gennemsnitligt 8,6 procent før skat og med renters rente. Havde man konstant geninvesteret alle de udbytter man havde fået over de sidste fyrre år i en samling af aktier fra hele kloden, ville 100 kroner være forvandlet til 2.722 kroner. Havde man stået af hesten i udgangen af 2007, inden finanskrisen begyndte at rase, var afkastet 9,8 %. 1,2 procentpoint er dog ganske mærkbart over så mange år! Her bliver de 100 kroner forvandlet til 3.487 i stedet for 2.722 kroner. En lille ændring i perioden giver altså markant forskel, og det er vigtigt at notere sig – aktiemarkedets humørsvingninger er til at få øje på, og det skal indarbejdes i ens egne forventninger. Vi kunne også gå endnu længere tilbage i tiden for at danne os forventninger til aktieafkast, men problemet vil altid være det samme: historien gentager ikke nødvendigvis sig selv. Forhåbentlig får vi ikke to verdenskrige igen i dette århundrede, men tænk på hvor meget fx krig påvirker aktiekurser gennem lav økonomisk aktivitet. Derudover er der ”detaljen” om, at ovenstående afkast er før skat. Det er svært at forestille sig, at man som privatinvestor overhovedet ikke bliver beskattet under vejs, og det påvirker det samlede afkast, da beskatning under vejs trækker afkastet ned i forhold til blot at blive beskattet, ”når man er færdig med at investere”. Så hvad kan vi konkludere? Aktieafkast omkring 8 procent før skat på en global aktieportefølje er nok ikke helt ved siden af – ud fra historiske afkast… Hvad kan du forvente at få i afkast? Ud over at studere historiske afkast for at finde ud af, hvad du kan forvente selv at få, er det mindst ligeså vigtigt, at du er realistisk omkring dine egne evner. Et ordsprog siger, at den fugl der står tidligst op fanger ormen. Lad os bruge det på aktiemarkedet. Er du fuglen med evnerne, som står tidligt op og fanger ormen? Er du den fugl, der kommer for sent, fordi du ikke har evnerne til at vågne tidligt at dig selv? Eller er du måske ormen, der skal undgå at blive spist? Hvis du ligesom de fleste private investorer erkender, at du ikke har evnerne og skal undgå at blive spist, er pointen, at du skal holde dig til at investere passivt og prøve at få det samme afkast som markedet frem for at bruge tid og kræfter på at slå aktiemarkedet. Det betyder, at du prøver at afspejle det globale aktiemarked. I praksis kan du vælge en global passiv investeringsforening med lave omkostninger eller købe (og holde!) aktier i lande og sektorer, sådan som hele verdensmarkedet af aktier er skruet sammen. Eksempelvis er omkring halvdelen af verdens aktier amerikanske (lande), mens industriaktier udgør omkring 15 % (sektorer). Følger du denne opskrift, har du gode muligheder for at få det samme afkast som markedet på omkring 8 % på lang sigt. |