Pensionskunder med markedsrente mest tilfredse med deres afkast
Danskere, der sparer op til markedsrente, føler i langt højere grad, at gode tider på aktiemarkedet kommer dem til gode, og samtidig er de mere tilfredse med det afkast, deres pensionsopsparing giver. Samtidig har markedsrentepensionskunder de klart største forventninger til forrentningen af deres opsparing
Det er konklusionen på en ny meningsmåling, som Epinion har foretaget for PFA Pension.
Meningsmålingen viser, at 42 % af de personer, der sparer op til markedsrente er tilfredse med deres pensionsafkast, mens det gælder for 32 % af de personer, der kun sparer op til gennemsnitsrente. Generelt er det kun et fåtal, der er decideret utilfredse med deres pensionsafkast.
Tabel 1: Jeg er tilfreds med det afkast min pensionsopsparing giver
| | Gennemsnitsrente | Markedsrente | Begge dele* |
| Helt enig | 8 % | 9 % | 5 % |
| Enig | 24 % | 33 % | 30 % |
| Hverken enig/uenig | 39 % | 34 % | 40 % |
| Uenig | 13 % | 10 % | 15 % |
| Helt uenig | 5 % | 4 % | 5 % |
| Ved ikke | 11 % | 10 % | 5 % |
| Total | 100 % | 100 % | 100 % |
* Dvs. man både sparer op til gennemsnitsrente og markedsrente
"Mens afkastet i 2010 ligger på godt 15 % hos de fleste personer, der sparer op til markedsrente, så er depotrenterne i selskaberne i øjeblikket på ca. 3 %. Så der er en stor forskel, hvilket klart afspejler sig i disse tal,” siger Lars Ellehave-Andersen, koncerndirektør, PFA Pension.
Forskel i hvem der har glæde af aktiestigninger
Der er også stor forskel på, om pensionskunderne føler, at gode tider på aktiemarkedet med stigende kurser afspejler sig direkte i bedre afkast på pensionsopsparingen. Se tabel 2. Mens 67 % af markedsrentepensionskunderne føler stigninger kommer dem til gode, er det tilfældet for 48 % hos de personer, der kun sparer op til gennemsnitsrente.
Tabel 2: Gode tider på aktiemarkedet med stigende kurser afspejler sig direkte i bedre afkast på min pensionsopsparing
| | Gennemsnitsrente | Markedsrente | Begge dele* |
| Helt enig | 8 % | 20 % | 14 % |
| Enig | 40 % | 47 % | 55 % |
| Hverken enig/uenig | 28 % | 21 % | 20 % |
| Uenig | 4 % | 4 % | 5 % |
| Helt uenig | 1 % | 0 % | 1 % |
| Ved ikke | 19 % | 8 % | 5 % |
| Total | 100 % | 100 % | 100 % |
* Dvs. man både sparer op til gennemsnitsrente og markedsrente
Høje forventninger til afkast hos pensionskunder i markedsrente
Meningsmålingen viser også, at forventningerne til den forrentning, danskerne forventer deres pensionsopsparing vil give, er meget forskellig afhængig af måden, der bliver sparet op til pension på. Mens 40 % af de personer, der sparer op til markedsrente forventer en gennemsnitlige årlige forrentning over fem 5 %, så gælder det kun for 16 % af de personer, der sparer op til gennemsnitsrente.
Tabel 3: Hvad forventer du, at den gennemsnitlige årlige forrentning af din pensionsopsparing er?
| | Gennemsnitsrente | Markedsrente | Begge dele* |
| Under 2,5 % | 12 % | 3 % | 4 % |
| 2,6 - 5 % | 37 % | 25 % | 40 % |
| 5,1 - 7,5 % | 12 % | 27 % | 20 % |
| Over 7,6 % | 4 % | 13 % | 11 % |
| Ved ikke | 35 % | 31 % | 25 % |
| Total | 100 % | 100 % | 100 % |
* Dvs. man både sparer op til gennemsnitsrente og markedsrente
”Fordelen ved markedsrente er, at der en langt større fleksibilitet for den enkelte kunde. Og større muligheder for afkast afhængig af risikovillighed. Netop risikoovervejelserne, ved vi, betyder meget for de personer, der sparer op til gennemsnitsrente. Derfor har vi med PFA Plus udviklet et livscyklusprodukt, hvor kunderne kan vælge markedsrente med stort set samme lave risiko som i gennemsnitsrentemiljøet. Så der er også muligheder for de meget forsigtige kunder,” siger Lars Ellehave-Andersen.