|
Et 10-år med meget store forskelle i aktieafkastene Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan du placerer dine sparepenge. De seneste 10 år har de bedste investeringsbeviser med aktier givet et afkast på 400 pct. - og bundskraberne er mere end halveret i værdi.
På basis af statistikken fra december 2010 har vi analyseret de helt langsigtede afkast i aktieafdelinger - målt fra 2001 til 2010. Det er et 10-år, der har budt på først et globalt aktiekursskred, så en finanskrise og oven i det en stor økonomisk fremgang på de "nye markeder". Analysen viser da også, at der er endog meget store forskelle i afkastene af de forskellige typer af investeringsbeviser. For nu at begynde i den positive ende: Afdelingerne med latinamerikanske aktier har budt på flotte afkast. På 10 år er den typiske afdeling vokset næsten 400 pct. Det svarer til et årligt afkast til investorerne på over 17 pct.
Søjlerne viser 10-årsafkastet målt i procent i den typiske aktieafdeling i de danske investeringsforeninger. Gjort op pr. 31.12.2010. I midten af feltet finder man "Danmark" og "Fjernøsten", som er steget omkring 100 pct. på 10 år. Derimod er der ikke mange lyspunkter på de mere traditionelle markeder i Europa, USA og Japan. Her er investeringerne blevet mindre værd på 10 år. USA er stadig verdens største aktieland, men den typiske afdeling har mistet 1/3 af værdien på 10 år - blandt andet fordi US-dollaren er dykket. Værst er det gået for investeringer inden for it-aktier. Her er investeringen mere end halveret i værdi. Og hvad kan man så lære af dette her? "Man skal være varsom med at basere sine investeringsbeslutninger på de historiske afkast. Op gennem 1990'erne var amerikanske aktier en god investering - men som vores analyser viser, er det blevet efterfulgt af 10 år med skuffende resultater. Ingen kan med sikkerhed forudsige, hvad der bliver bedst i de kommende 10 år. Derfor er international risikospredning alfa og omega, når man investerer. Det er vigtigt at være med på flere forskellige investeringsområder - og også have øjnene åbne over for de nye investeringsmuligheder, der dukker op", siger direktør Jens Jørgen Holm Møller, InvesteringsForeningsRådet. Kilde: ifr.dk |