|
KAPITALPENSION ER BEDST
Kapitalpensionen er den bedste og mest fleksible måde, du kan spare op til din alderdom på. Her giver vi dig 11 gode grunde til at vælge den.
Kapitalpensionen har mere end 80 år på bagen, men den er hverken bedaget, støvet eller gangbesværet. Trods sin høje alder er den markedets bedste pensionsopsparing. For i sin grundform er kapitalpensionen genial: Du indbetaler og får fradrag i din indkomst. Du kan få pengene udbetalt ved at betale en afgift på 40 procent. Selv om fradragsværdien ved indbetaling kun er cirka 36,5 procent og afgiften 40 procent ved udbetaling, er det på grund af kapitalpensionens fleksibilitet en genial måde at spare op til pension på.
Grundreglen er, at hvis du ikke betaler topskat (tjener mindre end 389.900 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag), bør du alene spare op på en kapitalpension inden for maksimumgrænsen på 46.000 kroner. Betaler du topskat, skal du indbetale på en rateopsparing op til grænsen på 100.000 kroner, derefter på kapitalpension og resten på en livsvarig livrente/fri opsparing.
Her kan du se, hvorfor kapitalpensionen er den bedste pensionsopsparing:
1 Du kan vente med at få kapitalpensionen helt eller delvist udbetalt helt op til 15 år efter, at du har nået efterlønsalderen. Dermed har du en pose penge stående som en slags buffer – og hen ad vejen kan du så selv vælge, om du vil bruge dem eller lade dem være i fred.
2 Du behøver ikke at få udbetalt hele din kapitalpension på én gang. Du kan vælge at få udbetalt større eller mindre beløb og måske bruge dem til at nedbringe dyr gæld i forbindelse med din pensionering eller realisere drømmen om den store udlandsrejse med familien. Resten kan du gemme til senere.
3 Når du er gammel nok til at gå på efterløn, kan du forvandle hele eller dele af din kapitalpension til en rateopsparing. Rateopsparingen skal efter de aktuelle regler udbetales over mindst 10 år og maksimalt 25 år, og udbetalingen skal begynde senest 15 år efter efterlønsalderen. Denne fantastiske forvandlingsevne er en stor fordel, hvis du ikke betaler topskat til den tid. Udbetalingerne fra ratepensionen beskattes nemlig som personlig indkomst med en marginal beskatning på kun cirka 36,5 procent med de gældende regler. Det betyder, at du kan sørge for, at fradragsværdien ved de aktuelle indbetalinger kommer til matcher skatten ved udbetaling.
4 Du kan også omdanne kapitalpensionen til en ophørende livrente eller en livsvarig livrente. Dermed beskattes pengene, når de kommer til udbetaling som personlig indkomst på samme måde som en rateopsparing.
5 Afkastet i form af renter og/eller kursgevinst på aktier og obligationer beskattes alene med PAL-skatten, der i øjeblikket er 15 procent og altså mere lempelig end kapitalindkomst- og aktieindkomstbeskatning på henholdsvis mindst cirka 32 og 28 eller 42 procent.
6 Beskatningen på 15 procent af afkastet betyder, at du ved en opsparingsperiode på mindst otte år og et afkast på cirka fire procent årligt har indhentet den relative skattemæssige ulempe ved, at fradragsværdien ved indbetaling kun er cirka 36,5 procent, mens afgiften ved udbetaling er 40 procent.
7 Kapitalpensionen er ligesom andre skattebegunstigede pensionsordninger sikret mod kreditorer, og indestående i et dansk pengeinstitut er garanteret ubegrænset af staten i tilfælde af pengeinstituttets konkurs – også efter bankpakkernes udløb!
8 Kapitalpensionen tæller ikke med, når din formue gøres op. Det betyder, at pensionstillægget og andre velfærdsydelser ikke bliver påvirket af, at du har en formue stående på en eller flere kapitalpensioner. Du kan frit bruge løs af kapitalpensionen i mindre klumper, uden din skattepligtige indkomst og dermed eventuelle pensionstillæg bliver påvirket. Og sørger du for, at din likvide formue – og her tæller kapitalpensioner IKKE med – er mindre end 74.100 kroner, kan du få andel i ældrechecken på maksimalt 10.700 kroner ved en personlig tillægsprocent på 100.
9 Du kan forsætte med at indbetale på kapitalpensionen op til 15 år efter, at du har rundet efterlønsalderen. Fradrag for indbetalinger sker i din indkomst, og det betyder, at du kan få et højere pensionstillæg. Det kræver dog, du har nogle penge at spare op af – dem kan du eventuelt skaffe ved at belåne fast ejendom.
10 Etablerer du din kapitalpension i et pengeinstitut, kan du selv investere pengene i værdipapirer og dermed øge det forventede afkast ved et minimum af omkostninger.
11 Du kan etablere en arbejdsgiveradministreret kapitalpension, hvor indbetaling sker via din lønseddel. Dermed opnår du løbende fradrag for indbetalingerne. |